Nationalisering af jernbanerne i England?
Argumentet er at det ikke har været muligt at opnå de konkurrencefordele som en privatisering skulle have givet (bedre service, lavere priser). I stedet har man set lavere service og højere priser. Samtidig er statens tilskud steget og steget.
Befolkningen vil have at jernbanerne skal stå til ansvar overfor skatteyderne og ikke aktionærerne. Et samlet jernbanenetværk vil kunne give en bedre økonomi end når mange små skal deles om det. Det er i hvert fald forestillingen.
Englands "Bane Danmark", Railtrack, overgik til staten allerede tilbage i 2002 efter ca. 12 år på private hænder. Det var en ulykke ved Hatfield i 2000, der gjorde det klart at overblikket over infrastrukturens tilstand var væk, sparet væk, sammen med ingeniører, teknikere og afdelinger som en del af privatiseringen. Staten trak stikket og i dag står offentlige Network Rail for vedligeholdelsen.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=t9-eiW3xgKI[/youtube]
Vi finder jo nok aldrig ud af hvem der har ret, men jeg kan da ikke lade være med at synes at vi ser lidt de samme tendenser her i Danmark. Lavere service, højere priser. Vil en fuld nationalisering af vores jernbaner give nogle fordele? Stordrift, bedre infrastruktur? Det er absolut ikke en ukompliceret problemstilling.
Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt det ene vil være bedre end det andet, men jeg kan godt følge ideen om at visse typer af infrastruktur er bedre tjent med at være på offentlige hænder.