Side 1 af 1

Anmeldelse: Noch Terra-Form System

: 23 jul 2016, 21:55
af Søren
Hejsa

Jeg har længe gået og kigget på NOCH Terra-Form. Jeg syntes det virkede som en interessant måde at opbygge landskabskonturer på, og jeg kunne godt tænke mig at se hvor Terra-Form stod i forhold til Woodland Scenics Sub-Terrain system, der løser samme opgave.

NOCH har en prøvepakke (61605) som indeholder alt hvad der skal til at bygge basen til et lille diorama. Pakken koster ca. 75 kr.

Hvis du ikke kender Terra-Form så går det ud på at bygge et skelet af træpinde, beklæde det med noget specielt crepepapir og plastre det hele til med gips. NOCH tilbyder to typer gips: landskabs-gips og klippestruktur-gips. Det er to meget lækre gipsprodukter at arbejde med.

Her er et par videoer der giver dig et overblik.




Men tilbage til Terra-Form og mine oplevelser.

Terra-Form opbygning
Pakken indeholder alt hvad jeg har brug for til at bygge et fundament til et lille diorama. Pakken indeholder ikke landskabsmaterialer, her er der andre prøvepakker at købe.
noch_61605.jpg
Pakken indeholder også en lille tunnelportal. Så hvis ikke resten falder i god jord, så har jeg da fået en tunnelportal ud af mit forsøg. :-)
noch_61605_content.jpg
Du følger blot vejledningen og opbygger et skelet af træpinde omkring tunnelportalen. Pindene sættes sammen med små samlemuffer der kommer i forskellige størrelser (1, 2, 3, 4 og 5 muffer). Pakken indeholder også NOCHs panserkarton som er noget ekstra hårdt pap. Ideen med Terra-Form er blandt andet at du kan bruge panserkarton som generelt fundament på dit anlæg. Inkl. trace til skinnerne.
noch_61605_terraform_construction.jpg
Når skellettet er færdigt, skal man klippe de overskydende muffer af og beklæde skelettet med crepepapir. NOCHs crepepapir er tykt og meget slidstærkt. Efterhånden som jeg fik beklædt træskelettet bemærkede jeg at det også bliver mere stabilt.
noch_61605_terraform_gelaende_crepp.jpg
Den færdige konstruktion skal herefter beklædes med gips. Der følger klippestruktur-gips med i kassen.
Da jeg er en amatør i den ædle Terra-Form kunst, så ligner resultatet mest et middelalderligt partytelt, men øvelse siges jo at gøre mester.
Da jeg er en amatør i den ædle Terra-Form kunst, så ligner resultatet mest et middelalderligt partytelt, men øvelse siges jo at gøre mester.
Mine bemærkninger og observationer
Som i så mange andre hobbyer kan man vælge at betale med sin tid eller med sine penge. Det er et valg man hver især må tage. For at jeg kan hygge mig med min hobby, må den ikke frustrere mig og derfor kan jeg godt lide systemer, hvor der er tænkt over tingene. På den måde kan jeg hurtigere komme hen til det som interesserer mig: At bygge landskab.

Det er også grunden til at systemer som NOCHs system tiltaler mig. Normalt foretrækker jeg Sub-Terrain systemet fra Woodland Scenics, så det var i tankerne da jeg kiggede på Terra-Form. Derfor er min oplevelse også præget af dette, du har måske en anden oplevelse. Jeg undersøger NOCHs system, da det jo aldrig kan skade at se om andre havde tænkt det smartere end den foretrukne producent. :-)

Her er en video der kort viser Sub-Terrain fra Woodland Scenics, så du ved hvad jeg taler om (og nej, manden er ikke Jan-Ole fra DMJU ;-))



Tid er en stor faktor for mig. Det skal være sjovt at bygge, men det må ikke tage for lang tid - og det må slet ikke være unødvendigt besværligt. Jeg kan godt lide, at jeg kan få scener eller moduler færdige på få ugers weekendarbejde.

Med Terra-Form synes jeg det tager meget lang tid at opnå selv simple ting. Jeg vinder ikke noget på tiden i forhold til gipsbandage. Jeg kommer hurtigere frem til et resultat med Sub-Terrain systemet.

For at bygge traceen skal du skære pindenes længder til, så de passer med den højde du ønsker din trace skal være i. På pindene monterer du små fødder, der skal holde traceen. Det tager lang tid, da traceen skal være nøjagtig og plan. Det tog ca. 15 minutter for det lille stykke på 18 cm (dioramaets dybde). Til sammenligning kan du, på samme tid, bygge flere meter trace med Sub-Terrains fleksible flamingo-trace.
traceen.jpg
Det tager også tid at klippe crepepapiret til og lime det fast. Jeg bruger en varmlimepistol, som NOCH anbefaler at gøre, og det går sådan set fint nok. Igen, er det her tidforbruget der trækker ned. Jeg er vandt til at kunne komme hurtigere frem.

Til gengæld så sviner det overhovedet ikke, og det er nok her du kan finde en glæde ved produktet. Det er hyggeligt at arbejde med. Man kan bruge meget tid på at justere og få det som man ønsker. Kan du godt lide at nusse tingene på plads, så er det måske værd at kigge på. Jeg synes det er en fordel, at jeg har en enorm kontrol over landskabskonturen. Det har jeg ikke på samme måde med Woodland Scenics Shaper Sheet eller almindelige gipsbandager.

NOCHs gips sviner heller ikke, da den blandes op til en cremet konsistens, som smøres på landskabet. Det er også en fordel synes jeg. Jeg har før brugt NOCHs gips fordi jeg synes jeg har bedre kontrol over den end andre gipse. Derudover er klippestruktur-gipsen fantastisk hvis du skal blande færdige klippestykker ind i landskabet.
interior.jpg
Jeg synes dog at der opstår meget spildmateriale. Pakkens indhold er presset, så du må ikke lave nogen fejl når du samler dioramaet. Medgivet, det er jo også kun en prøvepakke. Jeg var ikke opmærksom på at afmåle pindenes længder først. Der er ikke angivet hvor lange de skal være og du har kun billeder i form af dårlig fotokopi at gå efter. Det betød at jeg endte med at mangle en pind. Desværre.
manualen.jpg
Hvis jeg skulle have haft en bedre oplevelse, skulle NOCH have angivet hvor lange pindene skulle være. En pind er 20 cm lang. Da jeg var færdig havde jeg mere end én pind i små stumper. Det kunne være undgået.

Det varsler dog om et potentielt stort spild af materialer. Du får rigtig mange stumper når du skærer pindene til.
overskudsmateriale.jpg
Konklusion
Jeg kan godt se mig selv bruge crepepapiret da kontrollen over landskabsstrukturen er meget tiltalende. Jeg synes det har kvaliteter som Woodland Scenics Shaper Sheet ikke har. Især når landskabet skal være glat. Jeg tror en kombination af de to løsninger kunne fungere rigtig godt.

Jeg ved ikke helt om jeg kan lide træpindene, de virker lidt omstændige at sætte op. Jeg tror det er et spørgsmål om at give det lidt forsøg. Jeg synes ikke prøvepakken giver det bedste indtryk, og den medfølgende vejledning er mangelfuld.

Det virker som om at der er en potentiel stor mængde spildmateriale ved brug af træpindene. Det vil kræve lidt øvelse at lære at begrænse dette.

Sidebemærkning til NOCH Panserkarton: Prøvepakken viser, at man kan bruge panserkarton til trace. NOCH DVD instruktionsvideoen "St. Peter" viser det samme, men senere NOCH videoer viser ikke dette koncept. Jeg tror årsagen skal findes i at panserkarton måske nok er hårdt som træ, men på INGEN måde vandfast. Så snart du hælder lim på krøller det som en våd karklud. Så ingen Scenic Cement, hvis du ønsker den løsning. NOCHs seneste guidebog anbefaler 8 mm poppelkryds som trace, dog stadig kombineret med Terra-Form i alle andre sammenhænge. Crepepapiret er vandfast og det virker rigtig godt.

Hvis du har lyst til at prøve Terra-Form, så vil jeg anbefale dig at tage prøvepakken først. Den skal formentlig bestilles hjem til din forhandler. Du kan også hente den på NOCHs online-shop (+fragt til DK 11 euro).

Med dette håber jeg mine erfaringer kan finde nytte. Go' weekend! :-)

Re: Anmeldelse: Noch Terra-Form System

: 25 jul 2016, 21:41
af GySEV Fan
Hej Søren
Rigtig fin anmeldelse. Jeg har planer om at bygge et diorama, hvor i der indgår en dæmning. Jeg havde ikke tænkt på de muligheder du her beskriver, og jeg vil nok kontakte dig for mere info og ideer, når jeg starter på det projekt.

Re: Anmeldelse: Noch Terra-Form System

: 25 jul 2016, 22:02
af moppe
Jeg har ikke selv prøvet terraform, men har fået foræret en æske med det. Der ser altså alt for kompliceret ud for mig.
Ud fra det jeg har set du har lavet med shaper sheet, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge!

Klaus

Re: Anmeldelse: Noch Terra-Form System

: 25 jul 2016, 22:13
af Søren
Der hvor jeg synes det er interessant er at konstruktionen er stabil før gipsen kommer på. Jeg kan forberede det meste af anlægget inkl tunnelportaler, klipper, støttemure osv. Det var en interessant mulighed.

Jeg er dog ikke helt overbevist, men et nærmere kig på produkterne indikerer også at prøvepakken måske gør produktet uret. Hvilket må siges at være ærgerligt.

Der findes et Terra-Form basissæt, som er en slags startpakke. Her er pindene meget længere og ideen med panserkarton er væk. NOCH kunne overveje om de skulle ændre deres prøvepakke, da der er stor risiko for at den skræmmer folk væk.

Shaper Sheet er fantastisk, det kan vi godt blive enige om. Mine moduler har virkelig nyt godt af den simple måde det virker på.

Re: Anmeldelse: Noch Terra-Form System

: 28 jul 2016, 06:58
af Søren
GySEV Fan skrev:Jeg havde ikke tænkt på de muligheder du her beskriver, og jeg vil nok kontakte dig for mere info og ideer, når jeg starter på det projekt.
Selvfølgelig, det gør du bare. :-)