Hej Preben
Tillykke med din CS3!
Med hensyn til redigering af forløb og sporplaner, husk altid at trykke på skruenøglen. Det kan jeg godt selv glemme, og så vil den ikke lade mig redigere noget. :-)
Lyne Preben skrev:Jeg har nu arbejdet lidt med min CS3, og har nu et par konkrete spørgsmål.
1. Hvor/Hvordan definerer jeg at et Lokomotiv skal køre i "Penduldrift", jeg kan ikke finde nogen "Knap/Faneblad" til dette.
Funktionen "penduldrift" er fjernet. Det er den fordi at du med forløb kan opnå samme funktion. Dermed skal du kun lære én måde at bygge automatik på. Det kræver lidt tilvænning, men når først du har prøvet det én gang, så bliver det super let selv at bygge videre med nye ideer. :-)
Du skal oprette et forløb til formålet i stedet. Dette gøres via "Hændelse" (Ereignisse på tysk) menuen.
1. Opret et forløb der starter toget.
2. Opret et forløb der standser toget.
3. For hver gang du ønsker at toget skal standse (du kan have alle de stoppesteder du ønsker), skal du oprette et forløb der standser toget, venter lidt, og sætter toget i gang igen. Husk at du kan have forløb inde i andre forløb, så her bruger du de forløb du oprettede i pkt. 1 og pkt. 2. Du trækker dem bare ind med fingeren.
4. Ved endestationerne skal du oprette et forløb der standser toget, vender retningen, venter lidt, og sætter toget i gang igen.
5. Vælg hvilke S88 kontakter der skal reagere på forløbene ved at trække dem fra menuen eller fra sporplanen ned på pladsen med de stiplede linjer i det relevante forløb.
Fordelen ved at gøre det på den nye måde, er at du så kan indbygge mange flere funktioner i din pendulstrækning.
Tip!
Prøv evt. at inkludere lyde fra lokomotivet i forløbet, så konduktøren fløjter afgang inden toget starter. Det er kun fantasien der sætter grænser.
Lyne Preben skrev:Er det evt. sådan at dette kun virker hvis der rent fysisk er en eller flere s88 moduler forbundet til CS3? Hvis det er tilfældet, så burde det nok fremgå af brugsanvisningen.
Som udgangspunkt skal du oprette dine S88 punkter, så de fremgår af listen af elementer til rådighed for sporplanerne. Jeg kalder den "Værktøjskassen". Det er den der kommer frem når du swiper ned fra oven. Her kan du trykke på "+" og tilføje et nyt S88 punkt. Du kan vælge om det skal være blokstrækning, kontaktspor, reedkontakt osv.
Her kan du se at kontakterne K1, K2 osv. ligger som elementer i værktøjskassen.
Når du har oprettet dit S88 punkt kan du trække det ud på din sporplan eller du kan trække det ind i et forløb. Den første plads i forløbet (den med de stiplede linjer) er den udslagsgivende S88 kontakt.
Hvis du ønsker at flere kontakter skal være udslagsgivende for om et forløb afvikles eller ej, så kan du lade de kontakter være de første i listen og herefter trykke på hver enkelt kontakt med fingeren og få vinduet med indstillinger frem. Her kan du vælge om forløbet skal fortsætte hvis kontakten er enten besat eller ledig. Du kan også vælge at forløbet skal afvente at kontakten skifter status. Dette kan være praktisk i nogle situationer, da de forskellige forløb kan vente på hinanden. Det er nyt i CS3.
Jeg håber det giver mening ellers spørg igen. Husk skruenøglen for at bringe din CS3 i redigeringstilstand, det kan snyde. :-)