Side 1 af 1

Byg en virtuel sportavle med Central Station 3

: 21 okt 2017, 13:13
af Søren
Hejsa

På udstillingsanlægget har jeg et sidespor ind til en fabrik (fabrikken hedder Lindner AG). Hos Lindner AG har de to læssespor og to sporskifter, hvoraf det ene sporskifte forbinder de to læssespor og det andet forbinder fabriksområdet med hovedsporet.
IMG_20171021_085001535_BURST000_COVER_TOP.jpg
Når jeg skal rangere på fabriksområdet skal lokomotivet fra hovedsporet ind på fabrikssporet. Dette sker ved at stille sporskifterne og foretage den nødvendige rangering. Jeg har forbundet sporskifterne via hændelsesforløb i Central Station 3, så de altid stiller sig som en transversal.

Som udgangspunkt har jeg blændet håndgrebet af, så hovedsporet ikke forstyrres af morsomme gæster, der vil se hvad der mon sker, hvis de trækker i håndgrebet.
IMG_20171021_085033209_BURST000_COVER_TOP.jpg
Ovenstående er dog ikke en garanti for at jeg ikke selv kommer til at stille sporskiftet ved en fejl. Det er stadig muligt at jeg selv fejlbetjener sporplanen på Central Station 3. Klodsmajor af første grad; vi har vel alle prøvet noget lignende. ;-)

Dét, skal vi gøre noget ved!

Da hovedsporet ofte bliver benyttet af mange forskellige tog, er der et ekstra behov for at sikre sidesporet, så det ikke kan stilles ved en fejl.

I virkelighedens verden har man typisk en nøgle, som man skal bruge for at kunne aktivere togvejen. Jeg vil på min Central Station 3 bygge det samme, men min nøgle bliver en virtuel knap som skal være trykket ned før jeg kan stille togvejen (aktivere hændelsen). Det er meget nemt at lave; og det kan laves så sporplanen ser rigtig flot ud.

Det skal fungere som følger:
1. Aktiver nøglen.
2. Sæt togvejen.
3. Foretag rangering
4. Ophæv togvejen
5. Deaktiver nøglen.

Hvis nøglen ikke er aktiv, så kan du ikke stille togvejen.

Med Central Station 3 kan du bygge ovenstående udelukkende med to sporskifter udstyret med dekodere. Der kræves intet andet, ingen S88-moduler, ingen kabler, intet!

Ny funktion i Central Station 3: Kontrolkontakter

Med Central Station 3 er det blevet muligt at indføre afhængigheder til virtuelle kontakter. Virtuelle kontakter kan betragtes som virtuel tilbagemelding. Det forklares bedst som en intern S88-kontakt, uden forbindelse til selve anlægget.

Begrebet kaldes "Kontrolkontakter".

Med kontrolkontakter skal du ikke optage dyrebare fysiske S88-kontakter til formål som ikke har noget med selve anlægget at gøre. På CS2 er det nødvendigt at benytte en fysisk S88-kontakt optaget af en m84 dekoder; alternativt en S88 LINK og en trykknap for at opnå det samme.

Sådan gør du

På min CS3 har jeg oprettet en virtuel kontakt og en almindelig S88-kontakt. Den første repræsenterer nøglen (den der hedder "Lindner Aktiv"). Den anden repræsenterer togvejen ("Indkørsel Lindner").

Kontakter (almindelige som virtuelle) på Central Station 3 kan tage form af forskellige billeder, så de ligner rigtige trykknapper. Jeg har valgt drejekontakten, som blev en mulighed med den seneste opdatering til Central Station 3.
IMG_20171021_085130607_BURST000_COVER_TOP.jpg
Du opretter en virtuel kontakt ved at benytte den virtuelle tilbagemelding i CS3. Det gør du ved at oprette kontakten som enhver anden S88-kontakt, men i stedet for at vælge enten din Central Station eller en S88 LINK, så vælger du enheden "Kontrol kontakter". Kontrolkontakter er den virtuelle tilbagemelding. Du kan ignorere indstillinger som bus, modul og kontaktnummer. De har pt. ingen betydning for dine kontrolkontakter.

Herefter vælger du hvilket billede der skal repræsentere kontakterne. Som nævnt, har jeg valgt drejekontakten, men der er også en alm. on/off knap som du f.eks. kender det fra din computer (du kan se den til højre på billedet ovenfor, knappen der hedder "3L Automatik").
IMG_20171021_085242615.jpg
Den almindelige kontakt skal heller ikke være i forbindelse med anlægget, så her kan du vælge en anden enhed end den du benytter til tilbagemelding. Det kan f.eks. være GFP3-1. Hvis du ikke benytter tilbagemelding overhovedet, så kan du frit vælge enhed. Det må blot ikke være kontrolkontakterne, da de ikke kan aktivere en hændelse.
IMG_20171021_211521991.jpg
Hændelser

Du skal nu opsætte dine hændelsesforløb, så de reagerer på kontakterne. Hændelser kan aktiveres af dig som bruger, men de kan også reagere på at en kontakt bliver aktiveret. Kontakten kan være både en fysisk S88-kontakt og en kontrolkontakt. I vores tilfælde benytter vi en kontrolkontakt.

Her viser jeg opsætningen for den hændelse der bøjer sporskifterne. Først og fremmest skal det ske ved et tryk på drejekontakten, så den aktiveres. Du finder drejekontakten i artikellisten og trækker den ned i rammen længst til venstre på hændelsen.

Som du kan se på billedet, har jeg valgt at hændelsen skal aktiveres af knappen der repræsenterer min togvej ("Indkørsel Lindner").
IMG_20171021_085223991_BURST000_COVER_TOP.jpg
Jeg har valgt at når knappen aktiveres skal sporskifterne bøjes. Sporskifterne har jeg trukket ind i hændelsesforløbet og valgt hvilken position de skal have. Jeg har en tilsvarende hændelse som ophæver togvejen igen når knappen deaktiveres.

Nu trykker du på kontakten i hændelsen, så dens egenskaber åbnes. I listen "Kontakt" er valgt den udslagsgivende kontakt; altså den kontakt som starter hændelsen.

Nederst kan du vælge den ønskede kontrolknap fra listen "Kontrol". "Kontrol" er den kontrolknap er bestemmende for om hændelsen overhovedet får lov til at starte. Altså:

"Hvis kontakt A bliver aktiv, så udfør hændelsen, men kun såfremt at kontrolkontakt B også er aktiv".

Her gælder kun at kontrolkontakten skal være aktiv. Den kan ikke være inaktiv. Hvis kontrolkontakten er inaktiv vil hændelsen ikke starte, uanset om kontakt A bliver trykket på i vildskab.
IMG_20171021_085336711.jpg
Opsæt den anden hændelse på samme måde, men sørg for at den kun aktiveres når togvejs-kontakten deaktiveres. I egenskaberne for kontakten vælges "Udkørende" i listen "Udløse".

Jeg har herefter tegnet en fin sporplan for mit sidespor, hvor jeg har de to kontrolkontakter på. Når sporskifterne skal stilles skal jeg først aktivere nøglekontakten, herefter kan jeg aktivere mine togveje. Når jeg er færdig ophæver jeg nøglekontakten og kan herefter ikke komme til at stille sporskifterne ved en fejl.

Aktiver nøglekontakten:
IMG_20171021_085153149_BURST000_COVER_TOP.jpg
Aktiver togvejen:
IMG_20171021_085201421_BURST000_COVER_TOP.jpg
Hvis du vil sikre, at du ikke bare kan trykke på selve sporskifterne, kan du vælge at de skal vises i beskyttet tilstand. Det gør du ved at vælge visningsknappen over artikellisten og vælge at sporskifter ikke skal være aktive i sporplanen. Så vises deres status, men du kan ikke trykke på dem.
IMG_20171021_121854613.jpg
Her er en video der viser funktionen i brug.



Udvidelse af sikkerheden
Hvis jeg inddeler min hovedstrækning i blokke, kan jeg også lade blokautomatikken være afhængig af nøglen. Således kan jeg nemt sørge for at bloksignalet ikke kan gå på grønt, hvis f.eks. nøglen er aktiv. Dermed sikrer jeg at ingen tog kan komme i nærheden af sidesporet hvis nøglen er aktiv.

Den fysiske version

Ovenstående er den nemme virtuelle måde at bygge en sjov sikringsfunktion på. Det kræver ingen kabling eller komponenter. Hvis du ønsker det, kan du selvfølgelig også bygge en smart fysisk udgave.

Her skal du bruge en S88 LINK, som med sit input for op til 64 trykknapper kan agere en fysisk version af dine kontrolkontakter. Den eneste forskel er her, at du blot lader hændelsen være styret af kontakterne på din S88 LINK i stedet. Du kan dog ikke benytte "Kontrol"-funktionen til udløsning af hændelsen, denne er forbeholdt kontrolkontakter, i stedet sætter du S88-kontakten ind først i dit hændelseforløb og via dens egenskaber bestemmer du at hændelsen ikke må fortsætte, hvis ikke kontakten er aktiv. Præcis som med alle andre fysiske S88-kontakter.

En fysisk knap kan være hvad som helst. Du kan f.eks. bygge det med en rigtig nøgle, som skal sættes ind i siden af anlægget og drejes.

Andre muligheder med kontrolkontakter
Kontrolkontakter begrænser sig ikke til togveje. De kan bruges til at styre mange forskellige ting. Du kan inkludere dem i hændelsesforløb og lade forløbets gang være styret af status på en kontrolkontakt.

Du husker måske "3L Automatik" kontrolkontakten ovenfor. På udstillingsanlægget styrer den hvorvidt automatikken i 3-skinne-kredsen af aktiv eller ej. Når knappen er trykket ned vil togene køre selv, styret af deres hændelsesforløb. Når knappen er slukket, vil det sidste aktive tog blot fortsætte sin kørsel ind til jeg stopper det. Automatikken bliver slået fra.

På den måde kan du også benytte kontrolkontakter til at styre hvilke hændelsesforløb der er aktive eller ej. Du kan oprette lige så mange kontrolkontakter som du ønsker og det er kun fantasien der sætter grænser.

Jeg håber det kan inspirere nogen til at få mere ud af deres Central Station 3.

Re: Byg en virtuel sportavle med Central Station 3

: 26 nov 2017, 17:06
af pera
Tak for en for en fin forklaring og video helt klart når jeg kommer til at kigge på det i fremtiden det er super sej og smart.

Da jeg lige har købt min Cs3+ var jeg ved at tro at det var et fejlkøb jeg havde gjort jeg forstod ikke meget af det hele. Men jeg må indrømme i dag et jeg faktisk glad for at det var det var det jeg købte.

Mvh Per a