I går fik jeg endelig hentet mit længe ventede marcipanbrød. Min variant er HHJ DL 11, som jeg kan huske fra Odderbanen. Jeg har kørt med den én enkelt gang i sine oprindelige omgivelser.
Jeg synes modellen er superflot, med mange detaljer og et umiddelbart lækkert udtryk. Det faktum at modellen er af metal får den bare til at føles endnu mere som et ægte tungt marcipanbrød.
Samlekvalitet
Jeg synes samlekvaliteten er middel. Det er meget normalt på småproducenternes produkter, at det ikke er helt samme standard som hos de store producenter. Der er færre til at betale gildet. Sådan er det bare, når modellerne samtidig ikke skal koste det hvide ud af øjnene.
Boggierne er meget skrøbelige og plovene sad skævt. Jeg kunne rette det op, men pas på, det er ikke uden udfordringer. Jeg overvejer at source reservedele allerede nu, og mens de fås, så jeg kan overleve et par knækkede detaljer på boggierne.
Forvent at du skal rette op på ting, alternativt pak modellen ud hos forhandleren og gennemgå den. Jeg vil anbefale at kigge på:
- Boggier
- Plovene (de kan sidde skævt, så modellen ser "skeløjet" ud)
- Gitteret over førerstandene (det kan sidde forkert)
- Viskerblade (nogle står ud fra vinduerne)
- Trin under døren (et af mine sad skævt)
Gitteret over førerstandene kan kun sidde på én måde. På min model var det ene gitter vendt forkert, så det stak ud fra modellen. Det sidder fast med selvklæbende "et eller andet", så du kan forsigtigt pille det af og vende det om. Herefter sidder det perfekt.
Koblinger
Koblingerne er svære at skifte, du kommer "nemmest" omkring det ved at tage bunden af gearkassen, fjerne det forreste hjulsæt, hvorefter du kan nå bagsiden af NEM-skakten med en pincet. Herefter kan du klemme koblingen sammen og skubbe den ud. Det er ikke så fedt lavet.
Koblingsskakten sidder i en lille tap, som lader den svinge frit frem og tilbage. Der er ingen fjeder til at centrere den, og du skal undlade at trække i koblingen for at få den ud. Jeg vurderer det er nemt at knække tappen, så NEM-skakten ikke længere kan sidde fast.
Der er ikke kulisseføring, men modellen kobler alligevel tæt. Koblingen svinger med boggien, så du vil ikke opleve problemer med at plovene kommer i vejen.
Jeg har skiftet koblingerne til Roco Universal, og det fungerer fint.
Køreegenskaber og det digitale
Køreegenskaberne er umiddelbart fine. Jeg ændrede dekoderens indstillinger til at adapte lastreguleringen (CV 124 = 0). Som på så mange andre modeller, så giver det pænere køreegenskaber ved langsom kørsel.
Min model har et enkelt frontlys og en toplanterne. Du tænder og slukker frontlyset som normalt ved funktion 0, og de to toplanterner tændes på henholdsvis F1 og F2. Sidstnævnte skifter ikke med kørselsretningen, så det skal du selv indstille, hvis du vil have det. Der ligger en vejledning i kassen.
Frontlysene er malet gule, så de har en "pæreagtig" glød. Det ser umiddelbart fint ud.
Alle modeller (også DC) leveres med LokPilot 5.0, hvilket er et kæmpe plus i min bog. Det er en fantastisk dekoder. Det betyder også at mfx er på plads fra starten, så du kan spare dig selv opsætningen hvis du har en Märklin eller Trix central.
Konklusion
Opsummeret, så er det en pæn model med mange detaljer, og den kører fint. Boggierne er skrøbelige, og jeg forventer de går i stykker før eller siden. Det er en lille serie af modeller, så der er færre til at betale gildet, hvilket prisen også afspejler. Som med så mange andre danske småproduktioner, så skal du ikke forvente topkvalitet, men i stedet nyde, at vi overhovedet får modellerne i første omgang.
Misforstå mig ikke, modellen er "okay", men så heller ikke mere. Prisen er på 2695 kr. for en model uden lyd. Var modellen en stor serie, fra en af de store producenter, så er det alt for dyrt i forhold til hvad du får. Da det er en lille serie, så er det forventeligt, at prisen og samlekvalitet ikke altid følges ad. Så hav det i baghovedet.