årsagen til at jeg valgte at bringe denne information, er da der tidligere på Baneforum har været en diskussion om netop dette emne, og desuden har der blandt brugere af CS3 og CS2 hersket tvivl om hvad "Lokomotivadresse" for et mfx lokomotiv på en CS3 og CS2 egentlig betyder, og hvad den bruges til.
Udover at bidrage med mere information, vil jeg også dele min begejstring over hvor genialt Märklin har lavet mfx protokollen.
Da transmissionskanalen mellem digital styreenhed til lokomotivdekoderne er gennem skinnerne, og har en meget begrænset båndbredde, så har designerne hos Märklin valgt at udnytte denne båndbredde på en effektiv måde.
Inden man har startet, må man have analyseret antallet af de forskelle typer telegrammer der har været behov for at sende, og så optimeret de telegrammer der bliver sendt hyppigst, for at udnytte båndbredden bedst muligt.
Blandt de hyppigste telegrammer, hører telegrammer til ændring af hastighed og retning på lokomotiver, så derfor bliver disse telegrammer ikke sendt med den 32 bit lange mfxuid adresse, men en anden dynamisk allokeret adresse der forhandles mellem den digitale styreenhed og mfx lokomotiv dekoderen.
Denne dynamiske allokerede adresse kendes som "Lokomotivadresse" for et mfx lokomotiv på en CS3.
Når man tilmelder et mfx lokomotiv på en helt frisk CS3 (tom lokomotivliste), så vil Lokomotivadressen være 5, og efterfølgende mfx lokomotiver vil få stigende Lokomotivadresse numre, uafhængig af dekoderens mfxuid.
Hvis man flytter et mfx lokomotiv over på en anden digital styreenhed (CS3, CS2), så vil det sandsynligvis få tildelt en anden Lokomotivadresse, afhængig af hvor mange mfx lokomotiver der er i forvejen på denne enhed. Normalt behøver man ikke spekulere over værdien af mfx "Lokomotivadresse", på samme måde som adresser for MM og DCC adresser, da det er den digitale styreenhed der holder styr på dem.
Da de første informationer om CS3 kom frem, blev der nævnt et teoretisk maksimum for mfx enheder på lidt over 16000, hvilket kunne indikere en begrænsning på 14 bit, og dette kan man se når man graver i hvordan data for MM, DCC og mfx dekodere bliver gemt internt i CS3, ved at læse i backup filen, samt se om Loc-ID i Märklins CAN bus dokument v 2.0 på side 8.
Hvad der er endnu mere smart end at anvende denne "Lokomotivadresse" til adressering af mfx lokomotiver ved ændring af hastighed m.m., så har Märklin set at de har en enestående mulighed, ved at disse adresser starter fra 5 og går opefter, og dette har de udnyttet til at lave endnu kortere telegrammer for de laveste adresser.
Der anvendes følgende typer adresse format:
7 bit Op til Lokomotivadresse 127
9 bit Op til Lokomotivadresse 511
11 bit Op til Lokomotivadresse 2047
14 bit Op til Lokomotivadresse 16383
De fleste kan nok klare sig med 7 bits adresser i telegrammerne, og 9 bits for de lokomotivadresser der er fra 128 til 511.
Jeg kan se på mfx snifferen, når den er tilsluttet CS3 eller CS2, at der også kan optræde adresserne 1 og 2, men jeg ved ikke hvad disse bruges til. Måske til et eller andet generel information.
Jeg tolker Märklins CAN bus dokument v 2.0 som at følgende CAN bus telegrammer anvender adressering via "Loc-ID" feltet (0x4000 - 0x7FFF for mfx på side 8):
3.4 Befehl: Lok Geschwindigkeit (Lokomotiv hastighed)
3.5 Befehl: Lok Richtung (Lokomotiv retning)
3.6 Befehl: Lok Funktion (Lokomotiv funktion)
Jeg håber at ovenstående kan skabe klarhed over brug af "Lokomotivadresse" for et mfx lokomotiv som vises på en CS3.
Mvh Per