Hejsa
NOCH har i år annonceret perroner designet til brug med C-sporet fra Märklin og Trix. Perronerne har ekstra højde på, så de får en realistisk højde når de bliver brugt sammen med C-sporet.
Jeg bestilte en stak for at se hvad det var for noget. Jeg synes det er et meget lækkert produkt. Perronerne er produceret i det samme skumhalløj som tunnelportalerne, klipperne og støttemurene. De vejer absolut intet, og er meget robuste. De er nemme at afkorte med en hobbykniv eller en fin sav.
Perronerne er 38 mm brede, så de passer ned i mellemrummene skabt af C-sporets 24 graders sporskifter (77,5 mm) eller i mellemrummet mellem de slanke sporskifter, hvis du udvider dem med et udligningsstykke. Her skal du bruge 62064 for 2-skinne eller 24064 for 3-skinne.
Perronerne er "håndmalede", hvilket nok mest består i at dyppe dem i en grå wash. Det ser ikke dårligt ud, det er faktisk meget pænt, men tag "håndmalet" med et gran salt. Der er i hvert fald plads til at forbedre udtrykket så det matcher din egen smag og behov.
Alle perrondelene er 18 cm lange stykker, som du kan bruge i dit landskab eller sætte på midlertidigt, hvis du skal pakke din bane sammen igen. 18 cm svarer i øvrigt til den ene grundskinne i C-sporsgeometrien 62188 (2-skinne) og 24188 (3-skinne).
Perronerne fås som endestykker, overgangsstykker og almindelige perronstykker. Her er lidt billeder, så du kan få et indtryk af dem.
Endestykkerne har et fald der bringer dem ned til terræn. Du kan kombinere stykkerne på kryds og tværs.
Der udkommer desuden et sæt, hvor du kan få en samlet perron til en lille station. Sættet indeholder også et sæt afrundede endestykker, der kan gå ind i en 24 grader modkurve til et sporskifte (62224, 24224) (R2).
Sættene har varenumrene:
- Perron: 66012 (1 stk. pr. pakke)
- Overgang: 66014 (1 stk. pr. pakke)
- Endestykke: 66015 (2 stk. pr. pakke)
- Afrundet endestykke: 66018 (2 stk. pr. pakke)
Priserne er 115 kr. for en perron eller overgang. 135 kr. for en pakke med endestykker.
Sæt til at bygge en lille perron: 66020 (2 afrundede endestykker, 1 perron, 1 overgang). 295 kr. koster sådan et.
Indpakningen er små papkasser med alt for meget plads i forhold til den lille perron de indeholder. Jeg håber det er genbrugspap.
OBS! Sørg for at ryste pakken med perroner, inden du forlader forhandleren. De vejer absolut ingenting og jeg oplevede at komme hjem med en tom kasse. Jeg har givet NOCH besked, så de ved at der måske er et issue med enkelte pakker.
Alt i alt et lækkert produkt, der vil glæde dem som gerne vil have en perron der både ser godt ud med C-sporet og er nem at bygge ind i anlægget.