Du kan sagtens benytte alt dit digitaludstyr til spor TT. Det er ingen problem. Jeg har ganske rigtig TT, og det er engelsk forbillede. Hornby producerer et stigende udvalg af modeller i skala TT. Denne gang er det "ægte" skala TT og ikke en speciel engelsk variant som skala 00 og deres "N". Så Hornby TT passer i størrelsen med alt andet TT. Det er skala 1:120. Og ja, det er en lækker skala!
Det er også rigtigt, at TT ikke er mit "rigtige" anlæg, men da jeg kun har meget lidt "anlæg", så er det ikke så sigende. Hehe. Fordelen ved TT er, at jeg kan stille det op på spisebordet og have en fornuftig bane. Derudover fylder det intet, når det er pakket i kasser. Så win/win.
Du bør kigge på Hornby, da deres TT er rigtig godt til meget fornuftige priser. Hvis ikke andet, så skinnerne.
Som før nævnt: Du kan bruge alt dit Märklin digitaludstyr til skala TT.
Du kan godt bruge dine S88 AC moduler, hvis de bliver kombineret med en sporbesatmelder. S88 er ikke lig med sporbesatmelder, selvom det ofte bliver betragtet sådan. S88 er tilbagemelding af "noget" forbundet til S88 modulet. Det "noget" kan være en alm. kontakt (f.eks. på et panel), en kontaktskinne eller en strømføler som måler om et tog bruger strøm (den egentlig sporbesatmelder).
Det kan have sine fordele at have sporbesatmelder og tilbagemelding adskilt. Jeg har tidligere arbejdet med sporbesatmeldere, der både melder til S88 modulet, men også klarer anden automatik uden om CS'eren. Hertil er S88 AC kombineret med Viessmann Gleisbesetzmelder (vnr.: 5206) en spændende, om end dyr, kombination.
I ovenstående tilfælde er sporbesatmelder blot at betragte som en kontakt, der kan tændes og slukkes af toget. Så udover at den aktiverer S88 modulet, så kan den også aktivere et signal eller lign. Hvad du nu kan finde på.
Umiddelbart, hvis du ønsker at al automatikken skal ske via din CS3, så kan du med fordel udskifte dine S88 AC moduler til S88 DC. Så har du besatmelderen indbygget i tilbagemeldingen, og så kan du lade centralen klare automatikken. Hvis du ikke har særlig mange S88 AC moduler, så behold dem, og benyt dem til tilbagemelding for kontakter. Så kan du f.eks. lave et panel, hvor du kan vippe kontakter, som kan tænde og slukke lys i bygninger, sætte togveje eller lign.
I sidste ende drejer det sig om hvad du ønsker.